lørdag den 26. april 2014

Det er længe siden


Den forløbne tid, siden jeg skrev her på bloggen sidst, har været erkendelsernes og de store beslutningers tid. Mine vilkår har ændret sig.

Efterhånden skal der kun lidt aktivitet til at jeg får brændende smerter i kroppen. Det går ud over nattesøvnen. Kædereaktionen er så manglende energi og humør, flere smerter osv.
Eneste vej ud af den negative spiral er hvile og begrænset aktivitetsniveau.
Dagens kvote af aktivitet går nu mest med tøjvask og madlavning.

Det har bl.a. betydet at mit glasværksted stadig står ubenyttet hen og bare har kostet strøm over vinteren for at holde rummet frostfrit.
Det har også betydet at jeg har besluttet at lægge RODEsign.dk i mølposen.
Årets påskeudstilling besluttede jeg med tungt hjerte at melde fra – men det var den eneste rigtige beslutning.

Kommer jeg ikke i gang med at lave glas igen, kommer jeg til at afvikle glasværkstedet i slutningen af sommeren!

PC-arbejdet for Hässleholms Konstförening er også blevet en unødig belastning, som skal begrænses fremover.
Et par timer ved tasterne og nattesøvnen er røget. Det er jo ikke holdbart, så nu er jeg i gang med at overdrage en stor del af opgaverne til andre bestyrelsesmedlemmer og stopper som bestyrelsesmedlem til næste årsmøde.

Nogle tunge, men nødvendige beslutninger, som nu bagefter heldigvis føles rigtige.
Jeg må glæde mig over den tid, der er gået godt og har givet så mange gode oplevelser.

Det er ikke kun mig i familien, der har taget store, nødvendige beslutninger. Ungerne har besluttet at flytte tilbage til Danmark og fik heldigvis på rekordtid solgt deres rækkehus udenfor Malmö. De flytter nu til Hillerød i løbet af sommeren.
Det er rigtig godt for dem og ikke mindst for Carl, der bestemt ikke trives i sin svenske dagsinstitution. Det giver også mindre tid med pendling for hans forældre; bestemt noget der vil få en positiv betydning for deres hverdag!

Men for mig betyder det, at de formentlig rykker uden for den aktionsradius på en times tid, jeg  har bag rattet.
Jeg håber selvfølgelig at jeg kan udvide aktionsradius lidt ved at tage over Helsingborg-Helsingør og dermed få en pause midtvejs. Det må komme an på en prøve med mig bag rattet og manden ved siden af til at redde mig, hvis det ikke går.
Jeg kommer også til at savne, lige at kunne holde en pause på deres sofa, på vejen hjem fra Danmark. Men Jeg forstår dem så godt – og kan så absolut kun bifalde deres beslutning!

Heldigvis har jeg fået en iPad mini, som gør at jeg faktisk kan ligge på ryggen og læse bøger, se fjernsyn og sågar skrive lidt kortere mails o. lign. Det gør jo livet noget nemmere for mig, så jeg ikke føler mig helt isoleret fra omverdenen.
FaceTime og Skype er også et fantastisk værktøj til at holde en god kontakt med omverdenen :-)
Flere gange ugentligt snakker jeg med Carl. Det er meget bedre at være Virtuel Mormor end slet ikke at have nogen kontakt.

Nu er det sommer og jeg håber at sol og varme vil hjælpe på min krop.

Håb og drømme skal ingen få lov at tage fra mig!

1 kommentar:

  1. Kære kære kære Inge.....
    Jeg blev SÅ glad da jeg så dig poppe op på min blogliste :D
    Men hvor jeg dog føler med dig søde ven.....Den krop bliver bare en kæmpe byrde når det er sådan som du har det....Vi har haft nogle dejlige OG varme dage her langt ude vest på og jeg kan godt mærke hvor godt det er til min sølle krop ;)
    Ajj hvor må det have været svær beslutning for jeres datter at flytte,ikke mindst på grund af lille Carl ;)
    Jeg håber du snart får det bedre og du kan give dig i kast med det der gør dig rigtig glad:)
    Knus og kram herfra
    Silla

    SvarSlet